Hvad skal klikkertræning gøre godt for?
Klikkertræning handler om at udnytte hundens lyst til at opnå et gode (såsom godbidder,
leg, klap og ros) til hurtigere, bedre, sjovere og mere positive resultater i træningen. Klikkertræning har
ført til gode resultater og store præstationer indenfor såvel lydighedstræning, agility, brugshundetræning,
specialhunde-træning (træning af servicehunde, narkohunde, redningshunde, brandhunde osv.) som for
familiehunden. Kort sagt er dette en træningsform, der passer til alle træningsdiscipliner!
Ved klikkertræning anvender
føreren ikke vold, fysisk afstraffelse og andre hårdhændede metoder. Klikkertræning tager derimod udgangspunkt i
hundens egne initiativer og former det ønskede slut resultat frem, ved bygge træningen op i små momenter og belønne
for hvert lille fremskridt.
”Det er en træningsform med mange kendte bivirkninger. Hundene begynder efter kort tids klikkertræning at blive
mere opmærksomme, logrer mere med halen og tage flere initiativer på egen hånd, de lærer hurtigere og har nemmere
ved at generalisere det indlærte,” udtaler Nanna Lise Vester fra hjemmesiden hundelivet.dk
Hvordan fungerer klikkertræning?
Klikkeren som er klikkertrænerens vigtigste værktøj bruges til at fortælle hunden nøjagtigt, hvornår den gør
det, vi gerne vil have den til, og at det den gjorde i det øjeblik medfører en belønning. I samme øjeblik hvalpen
sætter bagdelen i gulvet, når vi ønsker at lære den at sitte, udløser træneren ”klik-klik” lyden, og hvalpen ved,
at det den gjorde i det øjeblik, var det rigtige. Det er netop brugen af klikkeren, der er én af de væsentligste
forskelle på traditionel hundetræning og klikkertræning. Ved at bruge klikkeren til at fortælle hunde præcist,
hvornår den udfører den ønskede handling, opnår vi en langt hurtigere indlæring. Bruger man derimod kun godbidder
og ingen betinget forstærker, risikerer man langt de fleste gange at forstærke en uønsket adfærd.
For at opnå den vigtige signalværdi klikkeren har, må hunden dog først lære, hvad
klikket betyder. Klik-lyden skal gøres til en betinget forstærker. Dette gøres lettest ved at udruste sig med
en bunke uimodståeligt lækre godbidder. Tag klikkeren i den ene hånd og hav godbidderne indenfor rækkevidde.
Klik nu en gang og giv straks hunden en godbid. Klik igen og giv hunden endnu en godbid. Dette gentages mange
gange, indtil hunden har forstået at klik-lyden betyder: ”Nu får jeg en godbid!” Hvis du er i tvivl om,
hvorvidt hunden har fanget betydningen helt, kan du prøve at klikke på et tidspunkt, hvor hunden ikke er
opmærksom på dig. Kommer hunden straks hen til dig for at få sin godbid når den hører klikket, har den
forstået pointen med klikket, og du kan gå i gang med træningen. Kommer hunden ikke, må du fortsætte lidt
endnu med at klikke og straks give hunden en godbid.
Sådan kommer du videre
Når din hund har lært at ”klik-klik” betyder; nu får den en godbid, er der ingen
grænser for, hvad du kan lære din hund med klikkertræning. Du har nu fået et effektivt værktøj til at
kommunikere med din hund.
Situationer hvor klikkertræning kan anvendes;
- At lære din hund at gå pænt i snor
- At hunden skal give hals
- At få den til at sætte sig
- At hunden lægger sig i kurven
- At den skal apporterer osv.
Du kan klikke for alt muligt. Start med at klikke for det hunden gør helt af sig selv. Klik + beløn fx når
hunden af sig selv kommer hen til dig. Klik når den står stille, når den lægger sig i kurven, når den sidder ned
når gæsterne kommer ind af døren, når den hopper ind i bilen, når den ser op på dig osv.
Lær mere om klikkertræning
Det kan være en god idé at lære lidt mere om teorien bag klikkertræning, inden man går i gang. Mange
hundeklubber tilbyder i dag kurser i klikkertræning. Der findes også efterhånden en del bøger om emnet. Du kan med
fordel læse bogen ’Klikkertræning for din hund’ for at blive klogere. Der er ligeledes en del sider hvor du kan
købe klikkere og andet udstyr til træningen. Fx www.dogcity.dk - God fornøjelse!
Sitemap
|